TIP: PRINTIC POLAROIDS
Jeg har altid været kæmpe fan af polaroidbilleder, og har siden jeg var barn drømt om at eje et polaroidkamera. Jeg elsker idéen om at forevige et øjeblik med et enkelt klik, og så står man med billedet i hånden med det samme. Jeg har desværre aldrig fået investeret i et polaroidkamera, men jeg har også på fornemmelsen, at det hurtigt kunne blive et dyrt bekendtskab. Heldigvis har vi jo fantastisk dejlige Instagram, der kan lidt af det samme – det er bare en skam, at man alt for sjældent får printet eller fremkaldt alle de fine billeder derfra.
Men forleden så jeg hos Mie fra bloggen WEwonder, at hun tippede om en virkelig smart app, der hedder Printic. Appen giver dig muligheden for (på verdens nemmeste måde!) at vælge de billeder fra fotogalleriet på din smartphone, som du gerne vil fremkalde, og med nogle få klik så er de bestilt og på vej hjem til dig. Jeg bestilte mine billeder fredag, og mandag morgen lå de i en fin lille kuvert i min postkasse. Og det bedste af det hele er selvfølgelig, at billederne har samme udseende og størrelse som polaroidbilleder – de er SÅ fine! Jeg har både fået fremkaldt nogle personlige billeder og nogle med små statements og citater på, som jeg vil hænge op på min nye tavle af armeringsjern (som jeg også snart skal ha’ vist jer..). Og så har jeg fremkaldt et random billede af en kat med briller, spørg mig ikke hvorfor – men den er da lidt funky, er den ikke? ;-) Haha. Det er helt klart ikke sidste gang, at jeg har bestilt billeder fra Printic, for jeg tænker, at de personlige billeder også vil gøre sig vildt godt som fødselsdagskort og lignende, for det er da meget hyggeligere med et fint billede fremfor at give sådan et halvtamt kort fra boghandleren. Jeg betalte 42 kroner for 11 billeder, så det er lige knap 4 kroner pr. billede, hvilket jeg synes er en helt fin pris – og leveringen er i øvrigt gratis verden over. Så tippet er hermed givet videre, hvis der skulle sidde andre polaroid-fans derude :-)
Translation: I am a big fan of polaroid pictures, and yesterday I received these pictures, that I ordered with the Printic app. It’s a really cool app where you simply just upload pictures from your phone and a few days later you receive them in a cute little envelope – and the shipping is free worldwide!
Mette.
Hvor godt, tror ikke der går mange my sekunder før jeg har sendt en bestilling afsted :)