EN INSTAGRAMPROFIL DU BØR FØLGE #1

INTERVIEW: BAGOM SNEDKERFAGET MED NIELS SNEFTRUP

I en verden, hvor det hele foregår mere og mere foran skærm, begynder de traditionelle håndværkerfag virkelig at vinde frem på ny. Måske lidt som en form for modreaktion. Som to flittige ‘skærmbrugere’, kan vi i hvert fald sagtens relatere til, at man også virkelig kan have brug for at udfolde sig kreativt og bruge sin hænder til at fordybe sig i et projekt i ny og næ. Denne fordybelse fik vi i høj grad lov til at dyrke i vores proces omkring vores bog, hvor vi kreerede intet mindre 66 DIY-projekter. Senest har vi tilmeldt os et keramikkursus, hvor vi også virkelig får lov til at slippe fantasien løs og forbedre vores skills. Men mere om det på et senere tidspunkt, for i dag zoomer vi nemlig ind på møbelsnedkerfaget – et håndværk vi selv ville ønske, at vi mestrede!  Vi har i den forbindelse taget en snak med Niels Sneftrup om hans erhverv som møbelsnedker. Læs med og bliv klogere på, hvorfor han valgte faget, og hvad der driver ham som formgiver.

Niels Sneftrup


Hvorfor valgte du snedkerfaget?
Jeg valgte snedkerfaget ud fra en stor drøm om at kreere mine egne designs. Har altid haft interessen for møbler og gik med alle de her ideer, jeg havde lyst til at føre ud i livet – forme i træ. Min far er møbelsnedker og jeg har set ham sætte fantasien løs og lave hans ting, så tanken var egentlig ikke så fjern. Jeg havde bare aldrig overvejet at gå den vej i stedet for at søge ind på f.eks. designskolen, men slutteligt følte jeg egentlig ikke, at det ville bidrage med det store, da jeg hele tiden har haft en klar designmæssig vision. Så jeg søgte efter en læreplads der arbejdede med designmøbler og fandt det rette sted på rette tidspunkt.

Hvordan vil du beskrive den måde, du tænker formgivning på?
Jeg er aldrig afviget fra ønsket om at tegne og bygge noget, der er så simpelt og spinkelt som muligt, og som stadig kan bære enhver der må ønske at tage det i brug. Af samme grund har jeg lavet en masse som rent visuelt står flot men som ved dagligt brug er uanvendeligt! Samtidig har f.eks. en Loungestol jeg tidligere har lavet vist sig, imod al forventning, at kunne stå distancen i det daglige, trods de udfordringer den møder med to små børn i hjemmet. I den sammenhæng har jeg været heldig at koble en spinkel konstruktion sammen med en opbygning, der giver den perfekte styrke. Legen med emnerne har givet det afkast, jeg har ønsket og har ledt mig til, hvad jeg nu står med af møbler, som på alle måder er funktionelle.

Hvem er dit største forbillede inden for dit felt?
Når jeg forsøger at finde frem til mit største forbillede, får jeg svært ved at nævne bare én enkelt. I kraft af vores historie inden for møbeldesign her i Danmark er der mange oplagte, og inspirationen kan i enkelte tilfælde ses i de ting, jeg laver. Men et stort forbillede er amerikanske Sam Maloof, som hovedsageligt er kendt for sine Gyngestole. Hans former ligger fjernt fra mine, men måden at tilgå materialerne og skabe på er fantastisk. Tit og ofte kom ideerne til ham undervejs i skabelsen af noget nyt, og hvert møbel, han lavede, var noget unikt og enestående skabt ved hjælp af en båndsav og nogle simple redskaber. Jeg bruger selv et hav af maskiner, men hans drivkraft og ukuelighed ser jeg meget op til.

snedker

Hvor finder du inspiration til dit arbejde?
Min inspiration kommer meget af ting, jeg ikke bryder mig om. Jeg bliver provokeret af klodsede ting og søger derfor at skabe det modsatte. Samtidig er jeg lidt af et rumhoved og en tænker, som konstant har et eller andet at fundere over eller få til at gå op. Så hviler jeg i at skabe ting der er stoiske. I balance. I hvert fald for mig. Når jeg tænker over det, har min kære far altid set en løsning uanset udfordringen og taget fat om problemer med troen på det og et mantra i stil med “det sku’ vel nok ku’ lade sig gøre”. Inspirationen fra min far har nok ført til, at jeg generelt har svært ved at se, at noget ikke kan føres ud i livet.

Hvilket møbel er du mest stolt af og hvorfor?
Jeg er enormt stolt af alle mine møbler. De er hver især en del af min måde at udforske træets grænser og finde ud af, hvordan konstruktioner gøres mest holdbare. Men valget vil nok stå mellem min seneste Gyngestol, og en spisestol jeg har lavet. Gyngestolen er mit perfekte resultat af alle mine eksperimenter, og spisestolen den vigtigste del af mine eksperimenter. Samtidig er jeg meget glad for store dele af det design. Den skal helt sikkert færdigudvikles.

Hvad er dit næste projekt?
Mit næste projekt er ret spændende. Jeg har sammen med to af mine gode gode venner og dygtige snedkere fået adgang til noget gammelt teak, der er taget fra rælingen på et skib. Det er planen at vi sammen vil fremstille Gyngestolen og nogle nye designs heraf. Det er enormt inspirerende at lave nyt ud af noget med en søfartshistorie, som kan følge stolen og dem, der vælget at købe møblet – oven i købet i teak, som er noget nær umulig at støve op.

I kan se mere til Niels’ univers på hans hjemmeside designbysneftrup.com

2 COMMENTS

  • Så kul att få en inblick i hur en duktig formgivare och snickare tänker. Känns väldigt naturligt och down to earth, sånt man saknar efter X antal timmar framför 3D-modelleringsprogram och datorer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • HOMESICK

      Det kan vi sagtens følge dig i – dejligt at du synes om indlægget :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar

WRITE A COMMENT

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

EN INSTAGRAMPROFIL DU BØR FØLGE #1