DOUCE COLOR PALETTE

7 GODE TIPS TIL SOMMERENS LOPPEMARKEDER

 photo e479046b-b5ee-45de-aa38-bfe7e4d5e055_zpshmeo8p2o.jpg

Foråret – eller sommeren kan man vel næsten tillade sig at kalde det, med det vejr vi har haft fornøjelsen af her på det sidste – er for alvor over os, og det betyder samtidig, at det bugner med loppemarkeder rundt omkring i det danske land. Jeg elsker selv at besøge loppemarkeder, for her kan man virkelig gøre sig nogle sjove og unikke fund til boligen, der ikke ligner det, alle andre har. Camilla Marie og jeg har netop aftalt, at vi skal ha’ skudt loppesæsonen i gang i morgen. P.t. er vi så godt som flyttet ind på læsesalen, så det bliver dejligt med et lille afbræk fra speciale-slutspurten :-)

I den forbindelse får vi hvert år en del spørgsmål fra jer om, hvor man finder de bedste loppemarkeder, og hvordan man spotter de gode ting. Det er altid svært at give konkrete råd, når det gælder loppemarkeder, da udbudet jo aldrig er det samme. Jeg vil derfor ikke anbefale nogle bestemte loppemarkeder frem for andre, da det ofte afhænger lidt af held og vejret, om der er mødt nogle gode sælgere op. Generelt er jeg dog stor fan af at besøge diverse bagagerumsmarkeder, hvor det udelukkende er private, der sælger ud af deres gamle ting. Her er priserne nemlig typisk er lidt lavere, end det gælder hos de etablerede loppe-krejlere, der godt ved, hvad de vil have for tingene. For at finde de aktuelle markeder bruger jeg altid Markedskalenderen.dk, her kan man nemlig både søge på datoer og byer, så det er super nemt at finde et marked i nærheden af, hvor man bor. Bestemt en anbefaling værd :-)


Hvis I er helt grønne i loppeverdenen, men har fået mod på at prøve det af, delte jeg sidste år mine bedste tips og råd i den forbindelse – og dem kan jeg jo passende lige genopfriske:

Kom tidligt – De proffesionelle opkøbere, krejlere og samlere tager altid runden forbi alle standene meget tidligt om morgenen (nogle gange endda før alle sælgere har nået at pakke deres sager ud) i håb om at gøre de bedste fund før alle andre. Så hvis du vil være sikker på at spotte de gode ting før alle andre, er det oplagt at gøre “profferne” kunsten efter. Jeg har selv lavet fejlen med at kigge forbi loppemarkederne sidst på dagen, fordi det lige har passet mig bedst, men det er aldrig der, jeg har gjort mig de gode fund, for der er boderne altså rippet for guldet.

Medbring kontanter – Selvom Mobile Pay er ret udbredt, så er det bestemt ikke alle der er hoppet med på den endnu, og dankortet kommer man altså heller ikke langt med på loppemarkederne. Derfor er det er altid en god idé at have lidt kontanter med i pungen, så man undgår at forelske sig i noget, som man ikke har mulighed for at betale.

Se bort fra skrammel – Der er rigtig mange læsere, der har spurgt til hvordan man spotter de gode ting, og hvor de gode loppemarkeder findes, for de synes altid, at de markeder, som de besøger, kun sælger en masse ubrugeligt skrammel. Og her må jeg bare lige understrege, at loppemarkeder er lig med skrammel i massevis. Folk sælger de underligste ting, men det er også en del af charmen, for man kan vitterligt finde alt mellem himmel og jord. Det gælder derfor om at kunne se bort fra alle de ting, der ikke lige falder i ens smag, og så forsøge at spotte nogle ting man godt kan lide og prøve at se dem for sig i en anden kontekst. Det kan eksempelvis godt være, at en gammel stol ser enormt kikset ud, sådan som den står placeret på markedet mellem en masse knapt så flatterende ting, men hvis den nu lige får en tur med en våd klud eller måske en klat maling, hvordan ville den så tage sig ud hjemme i stuen? Garanteret fantastisk. Det handler altså bare om, at kunne se det for sig.

Vær venlig – Selvom mange sælger skrammel, som ikke er noget værd dine øjne, så husk på at det er folks private ting, som måske har en særlig betydning eller affektionsværdi for dem. Vær derfor respektfuld og venlig overfor alle sælgere og deres ting, det kommer man længst med – hvis tingene ikke er noget for dig, så går du bare videre til næste bod :-)

Tjek varens stand – Når man køber sine ting på et loppemarked er de som regel brugte, og selvom møbler med patina er virkelig smukke og charmerende, så er der ikke meget ved at komme hjem med noget, som er i stykker. Vær derfor grundig med at inspicere varen før du køber, og også før du byder. Hvis en vase har et skår, som du godt kan leve med, så er den stadig mindre værd, end hvis den havde været i perfekt stand – brug det til din egen fordel, når der skal forhandles om prisen.

Prut om prisen – Når du spørger til en pris, så husk at sælgeren altid lægger lidt til, fordi det er en uskreven regel, at man gerne må prutte om priserne på loppemarkeder (modsat i genbrugsbutikker, der er det bare dårlig stil). Hvis jeg synes, at sælgerens pris er på et meget rimeligt niveau, byder jeg alligevel altid lidt under, for jeg føler ikke jeg har gjort en god handel, hvis jeg ikke har fået presset prisen bare lidt ned – et afslag på 5 kroner kan sagtens gøre det for mig. Hvis man omvendt synes, at sælger pris er alt for høj, så kan man prøve byde noget lavere og så håbe på, at man kan nå et kompromis, og til sidst ramme en pris som begge parter er tilfredse med. Hvis man stadig synes, at prisen er for høj, kan man også vælge at gå og komme tilbage senere, så kan det være at sælger er tøet lidt op og går med til gå ned i pris. Omvendt kan det også betyde, at den ting man har udset sig er blevet solgt til en anden i mellemtiden. Så det gælder altså om at have lidt is i maven og være stædig – men helst uden at fornærme nogen.

Hvis I har andre god loppe-tips eller har lyst til at dele nogle af jeres favoritloppemarkeder, så byd endelig ind i kommentarfeltet, så vi kan hjælpe hinanden. I er selvfølgelig også altid mere end velkomne til at dele jeres loppefund med os på Instagram via vores hashtag #homesickblog – det er altid så hyggeligt og inspirerende at følge med i jeres fine køb :-)

Mette.

2 COMMENTS

  • Sisi

    Eeeelsker loppemarkeder! Og er så begejstret for at udendørs-sæsonen er i gang – der er bare ikke noget bedre end en lørdag/søndag med afslappet tøj, en god kop kaffe, og et udendørs loppemarked med spændende sager :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • HOMESICK

      Jeg kunne simpelthen ikke være mere enig – det er ren skattejagt, så hyggeligt! ;-)

      Siden  ·  Svar på kommentar

WRITE A COMMENT

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

DOUCE COLOR PALETTE