NYT FRA PLAKATMAGEREN KLAM

GUEST ROOM – OFFICE COMBO

En sød læser har bedt os om hjælp til sin nye boligsituation. Hun skal nemlig flytte i ny lejlighed, og mangler i den forbindelse inspiration og idéer til, hvordan hun kan indrette et kombineret gæste- og arbejdsværelse. Kravene til værelset er, at der skal være en enkeltmandsseng til overnattende gæster samt et skrivebord, hvor der er plads til, at man kan arbejde ved computeren. Jeg har derfor forsøgt at strikke et indlæg sammen, der forhåbentlig kan give lidt idéer til, hvordan man kan indrette sådan et værelse.

 photo k4_zpsfc3c2aa2.jpg photo k3_zpsdc19df51.jpg photo k2-1_zps27ecd2d7.jpg photo k5_zps6523ce62.jpg

Bord
Hvis pladsen er til det, er et stort arbejdsbord naturligvis at foretrække, så man har mulighed for at have gang i flere ting på en gang, når man arbejder. Her kan en løsning være en bordplade og to benbukke, ligesom man har gjort på de to nederste billeder – det ser godt ud, og samtidigt virker det ikke så tungt i rummet. Billige benbukke kan eksempelvis købes i IKEA til 50 kr. stykket (her).

Stol
Med hensyn til valg af stol, kan alt jo næsten bruges – her gælder det om at finde en man synes om, og samtidig kan holde ud af sidde i i længere tid af gangen. Hvis man ønsker en billig løsning, er det oplagt at gå på loppemarked og finde en fin og gammel stol. Er man mere til det moderne look, fungerer en Eames stol jo altid godt – eller en klassisk stol af krydsfinér.

På væggen
Hvis man ikke har et vindue at kigge ud af fra sin arbejdsplads, så gælder det om at få noget op på væggen, som man bliver glad af se på. Det kan eksempelvis være i form af et moodboard, med billeder og fine udklip, som man finder inspirerende og flotte. Tatiana har tidligere lavet et indlæg om moodboards her. Er man mere til det simple og stilrene udtryk, kan en wallsticker også være en idé. Det er knapt så rodet i sit udtryk, og samtidig kan den fungere som en kalender eller to-do liste. Ferm Living laver eksempelvis nogle rigtigt fine wallstickers (her). På billede nr. 5 ses en anden sjov idé; en opslagstavle lavet ud af bunden på en gammel seng.

Lys
Når man sidder og arbejder eller læser ved sit bord, er det ikke altid nok med lyset fra loftslampen (medmindre den hænger lige over bordet), og det er derfor en god idé at få fat i en form for bordlampe. Her er arkitektlamper både en flot og praktisk løsning, da de kan indstilles i højden og hovedet kan drejes, så man får det helt rette lys. De fås både i billige IKEA udgaver og i dyrere modeller hos diverse bolighuse.

Opbevaring
Et rum som dette kan nemt komme til at fungere som en slags pulterkammer, hvor alt det man ikke lige ellers kan finde plads til ender med at ryge ind. Der er ikke meget ved at arbejde i et rodet rum, da det kan være ret distraherende. Derfor er det en fordel, hvis man sørger for at der er god plads til opbevaring, så de forskellige ting kan gemmes lidt væk. Er der plads til skabe i rummet er det jo klart den nemmeste løsning – er der ikke plads til store gulvskabe, kan man evt. hænge nogle mindre af slagsen op på væggen. Hylder kan man næsten altid få plads til, og har man brug for meget opbevaring kan man vælge at hænge dem helt oppe langs loftet, med neutrale kasser eller tidsskrifteholdere på, da der dermed bliver mindre synlige.

 photo k6_zps889b4791.jpg photo k8_zpsadc32884.jpg photo k7_zps4086b00e.jpg

Gæsteseng
Da en gæsteseng ikke bliver benyttet helt så ofte, som den seng man sover i hver nat, er kravene til komforten dermed heller ikke helt så høje. Gæsterne skal selvfølgelig sove godt, men madrassen behøver jo ikke være den dyreste, hvis man ikke lige har alverdens penge at kaste efter en gæsteseng. Her kan en sovesofa eksempelvis være en god løsning, da kan slås sammen og dermed ikke fylder så meget i rummet. Hvis man mangler opbevaring er en klassisk boksmadras praktisk, da der kan gemmes alverdens ting og sager under sådan en. En anden idé kunne være at lave sin egen seng ud af europaller, det giver et lidt mere råt look, men den kan samtidig gøres super hyggelig ved hjælp af puder og tæpper. Et forslag til, hvordan sådan en kunne se ud kan ses nedenfor.

 photo aad29da8-7de9-4870-b1a6-6a3cc45fa9d7_zpsf4090956.jpg

Mette.

Photobucket

1 COMMENT

  • Marianne

    …hvis I nu alligevel skal lave detektivarbejde, så kunne det være feeedt at vide, hvor det runde tæppe på billede 1 er fra – eller hvor lignende kan findes :)

    Siden  ·  Svar på kommentar

WRITE A COMMENT

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

NYT FRA PLAKATMAGEREN KLAM